lørdag den 14. maj 2011

Mørbrad med ingefær og chili

Det er på tide at få ryddet fryseren for kød og bær, så der kan blive plads til friske varer i skufferne. Jeg vil have kød fra en gårdbutik igen.

Det hænder at jeg bruger hakket kød, men når nu mange supermarkeder vil til at gasse hakket kød står jeg fuldstændig af. 
Der er en glimrende kødhakker med til min Bosch maskine, så hakket kød kan jeg lige så godt selv fremstille af gode råvarer.

Der lå bl.a. en lille mørbrad som fortjente at blive kælet lidt om.

1 svinemørbrad
2 tsk. revet ingefær
saften af en ½ citron + skal
5 forårsløg i  2 cm. skrå skiver
1 halvt solo hvidløg
6 grønne asparges
1 rød chili uden kærner
1 spsk. ketjap manis (sød indonesisk sojasauce)

Rens mørbraden for hinder og fedt og skær den i tynde skiver. Læg ingefær over skiverne sammen med citronsaften og lad det marinere i en ½ time under film i køleskabet.

Tør skiverne lidt med et stykke køkkenrulle, vådt kød kan man nu engang ikke stege.
Lynsteg skiverne i lidt smør på panden ad 2 omgange og tag dem af.


Steg forårsløg, hvidløg og chili i 2 min. og tilsæt asparges det sidste minut, hæld kødet på panden igen sammen med ketjap manis.


Det skal bare lige simre 1-2 min så alt er varmt. Den revne citronskal drysses over sammen med et par basilikumblade.



Der blev til aftensmad i går og morgenmad i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar