Jeg kan jo dårligt gå forbi en boghylde med bøger jeg ikke har læst og anderledes var det heller ikke i Kvickly forleden.
Nye krimier af en norsk forfatter jeg ikke kender endnu, men han er vist et godt bekendskab, han skriver i et godt sprog og har humor, han har noget at fortælle og han fangede mig fra første side. Det er ikke bloddryppende og overmåde dramatisk, bare en god fortælling i krimiregi.
De kan altså noget de norske og svenske forfattere, noget de danske ikke kan endnu eller måske lærer de det aldrig, men jeg er vild med broderfolkets krimier og de står og breder sig på min boghylde til stor fornøjelse for mig.
Som nu de her 4 stykker fra i går.
Det er da ren hygge med en kop kaffe og en god bog i hånden, selv kattene lagde fødderne op og slappede af med hinanden.
Nu hører jeg lige at naboveninden skal have en ny lås på sin dør fordi hun har sådan med en nøgle med et rundt hoved.
Her tænker jeg på, hvor sørgeligt at det er, at det blevet sådan, før i tiden var låsen altid slået fra og vi kom og gik hos hinanden uden at ringe på.
Det kan man bestemt ikke mere, nu kigger man lige ud af spionhullet for at se, hvem det er...
Min lås ? nå ja, den blev skiftet ud for mange år sider, da der var indbrud hos en anden nabo og den er af sådan en kaliber at det er hængslerne der går først, hvis døren bliver sparket ind, men det var mere en tilfældighed at den blev skiftet, nu havde der jo været indbrud hos naboen og vi havde begge nøgler med rundt hoved og låsesmeden var i nærheden.
Trist er det at det skal være sådan, vi har mistet vores uskyld.
Jeg bliver helt euforisk når jeg ser kirsebærtræerne blomstre, så ved jeg at der er noget om snakken - foråret er her. Solen skinner, himlen er blå uden en sky og jeg frydede mig på min tur i byen.
Vinterjakken er hængt væk og det er snart tid til bare fødder i skoene.
Sønnen kommer om lidt til god mad og snak, så bliver det ikke meget bedre.
Når jeg ser kirsebærblomster sender jeg - igen en tanke til min søde japanske veninde, de har det ikke så nemt for tiden, hun bor i Tokyo.
Alt imens vejret viser sig fra sin allerbedste tænker jeg på, hvor taknemmelig jeg er over at jeg er så priviligeret som jeg er, søndagen kom alle 4 børnebørn sammen med deres mor til kaffe, boller og chokolademuffins og fodboldspil på græsplænen. En dejlig dag blev det og i morgen kommer sønnen til hakkebøf med masser af bløde løg, svigerdatteren har et andet ærinde og uden mad går den jo ikke, så jeg glæder mig til at se ham og kræse lidt om ham.
Der står blomster på mit bord, solen skinner igen i dag, der er nok at være taknemmelig for.
Jeg er vild med at få indkøbt nogle gode ting til køleskabet, gerne til en lille uge ad gangen. Det hele bliver gjort i stand med det samme og lagt i plastposer så det er enkelt at tage lige det man har brug for.
Nå ja, jordbærrene nåede ikke så langt, de blev spist hurtigt og kunne sagtens gøre det ud for et aftensmåltid.
Det meste af det klar til køl.
Men det var sidste uge og det er tid til at få hentet en ny forsyning.
Jeg har kigget lidt på årstiderne, men der er en del af sådan en kasse jeg ikke spiser bl.a. kartofler, tomater og agurker og er ærgerligt at skal smide noget ud.
Jeg fik slet ikke blogget om Aslans misfornøjelse med at jeg fik anskaffet et lille minidrivhus, så mine spæde chiliplanter kunne stå uden risiko for tænder, men tilfreds er han ikke og snakker meget om det kedelige arrangement.
Jeg har lagt en kvarts i midten af potterne for at gøre drivhuset lidt tungere, i et fromt håb om at det ikke er så let at rive på gulvet.
Man kan også ligge og nyde solen, når der nu ikke kan blive snack af de planter.
Morgenhygge med to spisende katte, der heller ikke har travlt.
Tid til at tænke over, hvad en hel ny dag skal bruges til på den bedste måde, selv om det er gråvejr igen idag.
Morgenens første kop kaffe efter jeg blev vækket af min ene kat Aslan, han kom så sødt og satte sig på min mave og fortalte i brede vendinger om alt og ingenting og han havde meget på hjerte, så meget at jeg stod op i erkendelse af jeg ikke skulle sove mere og tanken om nylavet kaffe blev overvældende.
Men han er blevet bedre til at lade mig sove, han plejer at vække mig kl. 4 om natten og har ment at det var tiden vi skulle op på, det var vi ikke helt enige om.
